Den tyske hærs forsvar af Esbjerg Havn 1940 – 45

29. april 2024 Marco Hansen

Tchechenigel. “Tjekkiske pindsvin”. Kært barn har mange navne. Dog er disse stålkryds der skulle blive et af de mest definerende objekter for den tyske landbefæstning. Her står et antal i Nymindgablejren i magasin ved pansermuseets kampvognsværksted. Foto Marco Hansen 2022.

Krige kan ikke vindes med kanoner og bombefly alene. Det gælder i dag og det var en betingelse under den anden verdenskrig. Angriberen var nød til at erobre og ikke mindst fastholde forsvarerens terræn for at kunne proklamere en sejr.

Det gælder stadig nøjagtig som for 2000 år siden med fodsoldater eller infanteri. Den seneste store konflikt i Øst, der raser på på Europæisk jord mens disse linjer bliver skrevet, bærer vidnesbyrd om netop dette. De stridende parter bygger hver i sær kampstillinger til fastholdelse af terræn eller som udgangspunkt for fornyet fremstød på slagmarken.

Det territoriale forsvar af de tysk besatte områder under anden verdenskrig fyldte enormt både hvad angår mennesker og materiel i den tyske planlægning under krigens sidste 3 år. En væsentlig detalje var at ved punktet mennesker var Tyskland nået til sine begrænsninger. De mange felttog havde udtyndet mandskabsreserverne. Beslutningstagerne gik over til at erstatte soldater med stationære befæstningsanlæg for at imødegå den krise der tegnede sig i horisonten for den tyske Værnemagt.

En præsentation af det tyske landforsvar i esbjergområdet under besættelsen.

Overordnet pegede ret få våben mod modstanderen sat i forhold til den omfattende logistik der skulle til for at få bunkers, feltbefæstning og landforsvar til at fungere.

De fleste tyske bunkere du stadig kan se i dag er sat i verdenen til en eller anden logistikfunktion – om det er mandskabsindkvartering eller depot. Landforsvaret udgør langt den største del af de byggede bunkere langs den tidligere Atlantvold.

Bunkers med kanoner, som der er taget flest billeder af udgør kun en meget lille del af det store anlæg, der skulle forhindre en invasion af Danmark der aldrig kom.

I sommeren 1942 blev hærens tropper trukket nærmere kysten. Der blev indrettet kampstillinger for infanteriet på særligt vitale områder langs kysten, især steder med strategisk vigtige trafikforbindelser.

Fokus på Esbjerg

I løbet af 1942 stiger behovet for nærsikring af kystbatterier og øvrige tyske støttepunkter, der vurderes sårbare for overfald og sabotage. Krav om infanteri og nærforsvar af støttepunkterne gav udfordringer for tyskerne i Danmark. Det dokumenterer oversigten over sikringshold der indberettes af marineartilleri afdeling 204 i Esbjerg Fanø området august 1943. Marineartilleriet på Fanø melder nærmest helt pas pga. personalemangel. Sikringsstyrker kan kun stilles til rådighed her i området, i “tilfælde hvor bemanding af kanoner ikke er påkrævet”. Alt øvrigt tilgængeligt stabs og hjælpe personel mobiliseres. BArch MA: RM45III/345. 0180 og Marco Hansens billedsamling.

Esbjerg var et objekt af særlig interesse på den Jyske Vestkyst. Nærmere Esbjerg Havn var det objekt der skulle sikres mod fjendtlig overtagelse. Forsvarets tyngdepunkter kan sammenfattes i 3 overordnede prioriteter:

Selve objektet Esbjerg Havn
Bagterrænet i form af selve Esbjerg By med kritisk infrastruktur som f.eks. hoved indfaldsveje.
Bagland og opland som Blåvand og helt op til Nymindegab med de kyststrækninger hvor det var muligt for modstanderen at landsætte tropper i ryggen på forsvaret af Esbjergområdet.

Opgaven søgtes løst med:

En tidssvarende betonbefæstning ved kritisk infrastruktur baseret og løbende forsøgt optimeret efter ressourcer, krigserfaringer og trusselsbillede.
Supplement af senere geografisk udstrakt feltbefæstning med hindringer og kampstillinger bag ved kystlinjen.

Esbjerg er for længst vokset ud over de gamle befæstningsanlæg fra besættelsestiden. Et sæt dybe grøfter (“Panzergraben”) sikrede byen mod Øst for angreb fra landsiden. I krigens sidste måneder blev det korte stykke pansergrav der spærrer terrænet mellem Landevejen og klitterne ved Sønderho gravet. Meget af Fanøs natur og dermed også områder med rester af kystbefæstningsanlæg er heldigvis bevaret takket være kystfredningslinjen og de store arealfredninger. De militære forhindringer blev efter krigen sløjfet under kontrol af Arbejdsministeriet som beskæftigelsesprojekter. Grøften ved Sønderho er dog stadig bevaret. Kortet skal formidle et lille indtryk af hvor meget der er sket i løbet af de 70 år fra 1945 til 2015. En stor procentdel af bunkerne i Esbjerg er enten sløjfet eller dækket til efterhånden. Tegning: Marco Hansen

Havnen blev betragtet som en “marineting”. Krigsmarine skulle selv stille mandskab til objektsikringen. Det var en ordre marinen bestemt ikke lod til at bifalde, at specialister og kontorfolk nu skulle gribe til håndvåben og oplæres i infanterikamp. Der er flere eksempler i kilderne på der ønskes afløsning fra en egentlig sikringstyrke helst stillet af hæren:

Forsvar af Esbjerg Havn fra landsiden 1943 – 45: Sikring af havnen

Status 1945 for feltbefæstningen

Den bevægelige forsvarskamp var fra året 1944 endegyldigt lagt i graven. Det udstrakte net af kampstillinger i terrænet stoppede modstanderen men forhindrede i samme grad den tyske hærs egne bevægelser i forsvarskampen.

Ringen var sluttet og Wehrmacht så sig efter 1943 pga. ressource mangel og dårlig planlægning slået tilbage i forsvarsprincipper der vakte minder om 1. verdenskrigs stillingskrig. Tyskerne havde drømt om moderne spredte befæstningsanlæg, der dækkede hinanden indbyrdes og udgjorde rygraden for en tidssvarende mobil forsvarskamp.